Tur I

-

Kalundborg (Asnæsværket) - Havnemark
9 Km. 2 timer.

Turen starter gennem Asnæsparken, følger Grevindestien, går langs stranden og igennem Forskoven. Derefter atter langs stranden og til sidst gennem Vestskoven til stranden ved Havnemark.


Søndag den 2. februar 1986.

Klokken 13 startede vi hjemmefra for at gå Sjælland rundt !

Vi havde tænkt på det så tit, men nu skulle det være. Rygsæk med te og en kiks blev pakket, og vi startede med Havnemark som mål.

Havnemark ligger små 10 km vest for Kalundborg på nordsiden af halvøen Asnæs. Hele turen derud går langs Kalundborg Fjord med udsigt til Røsnæs - den nordlige halvø ved Kalundborg.

Asnæsværket, Danmarks største kraftværk optager ca. 1 km strand, som det ikke er muligt at følge til fods, så vi startede med at gå gennem parken, som er anlagt af Asnæsværket lige vest for kraftværkets arealer. Gennem parken fulgte vi stien til strandskrænten, hvorfra man har en smuk udsigt over fjorden til Røsnæs. Man kan nu vælge om man vil gå langs stranden mod vest eller blive på Grevindestien, som Kalundborg Kommune genåbnede i vinteren 1975. Stien havde i mange år været glemt og var på lange strækninger vokset til eller fyldt op med kvas- og stenbunker.

Med Asnæsværket og de to kæmpekraner i ryggen valgte vi Grevindestien. Desværre tager denne smukke spadseretur kun 5 minutter, men dem nyder man også. Den næste strækning er imidlertid heller ikke kedelig. Man går langs stranden under skrænter bevokset med gamle bøgetræer. På sine steder udviddes det flade areal af fugtige strandenge, men stadig fortsætter skrænten med bøgetræerne, hvor man endnu kan finde rester af Grevindestien, der i sin tid gik helt ud til skoven.

Vejret var ideelt til denne vandretur, let frost - blæst fra øst, så vi blev båret fremad af rygvind og begejstring ved tanken om mange fremtidige spadsereture.

Det sidste stykke inden "Sortensten" kan man gå over en plan græsmark, der har været brugt som flyveplads for Lerchenborgs private maskiner. Ved "Sortensten", som er den store sorte klippeblok, der ligger et stykke ude i fjorden lige hvor skoven begynder, ligger et ubenyttet sommerhus hen - lukket for vind og vejr med sorte skodder. Det blev bygget ovenpå resterne af det gamle "Sortenstenshus", men blev aldrig taget i brug.

Vi krydsede "Flyvepladsvej", som fra Asnæs Skovvej fører ned til Sortenstenshuset, og gik i Forskoven langs fjorden, der lå krappet og grågrøn på vor højre hånd. En Samsøfærge var på vej ind mod Kalundborg, og i Kirkebugten længere ude på sydsiden af Røsnæs lå et stort tankskib for anker.

Når stien længere inde hedder Grevindestien kunne denne strækning passende hedde Kongestien - så fornemt går den her i bøgeskoven, hvor træerne vokser helt ud til skrænten ned mod fjorden. Og kommer man her en forårsdag opdager man at netop disse skrænter er så smukt bevokset med blå anemoner.

Efter den første time forlod vi Forskoven og fulgte strandbredden, der kendetegnes af forblæste slåenkrat, der mange steder breder sig uigennemtrængeligt på de lave skråninger, der skiller mark og strand. Hist og her vokser grupper af bjørneklo, der også fra vandsiden ses som karakteristisk bevoksning på denne strækning.

En halv time senere nåede vi Asnæs Vesterskov, hvor det viste sig at der gik en ubetydelig sti, vel blot en dyreveksel, mellem høje smukke bøgetræer højt over stranden. Ingen underbevoksning hindrede os vejen. Aldrig havde vi vist gået her før, men vi tog det ukendte land i besiddelse og satte os i læ af en tyk bøgestamme og drak den medbragte te med udsigt til Havnemarks ensomt beliggende huse. De sidste minutter af turen fulgte vi igen strandbredden og nåede frem ca. kl. 15. To timer i alt, en vinterdag i februar.