Tur XV	Forrige tur - Næste tur
Basnæs - Bisserup. 14 km. 5½ time. Fra den grønne låge ved Basnæs gik vi ud omkring Basnæs Nor til dæmningen ved Glænø. Videre langs digerne forbi Holsteinsborg, rundt om den lille halvø og gennem skoven til Bisserup.

Søndag den 10. marts 1991.

Klokken 10.30 startede vi ved den grønne låge, hvor der går en markvej ned til vandet. Desværre var det tåget, så vi kunne ikke engang se vandet, men vi kunne se, at der er sivbevoksning langs stranden. Ved lågen er der et skilt:

Markvejen følger kysten det første stykke, men drejer så ind i skoven. Der er sandstrand og siv langs vandet, men vi kunne sagtens gå der. Vi gik langs et dige og kom i tanke om, at der måske var en sti på toppen. Og det var der ! En meget flot markvej går oppe på det 4-5 meter høje dige, som følger kysten videre frem.

Markvejen er dejlig at gå på. Her bliver flottere og flottere. Et par svaner og nogle ænder svømmede i havet, som var helt stille. Ikke en vind rørte sig. Det er virkelig en af de aller flotteste stier vi har gået på, og den fortsætter jævnt og behageligt langs med kysten. Vi kunne hele tiden se ud over vandet gennem krat og træer.

Vi nåede ned til sydenden af Basnæs Nor og kom ind i en Bøgeskov, hvor stien stadigvæk fortsætter. Midt på sydspidsen drejer den gode markvej imidlertid op i skoven, så vi fortsatte ad en lille sti langs stranden, som også var behagelig at gå på. Vi havde gået ca. ½ time. Vi kom til et åbent stykke, hvor der er en større sivbevoksning, men udmærket at gå, vi kan nemt følge kystlinien. Senere går skoven helt ud til vandet og vi kunne gå ind på en fin skovvej, der fortsætter langs havet. Det er vist den smukkest tur vi har gået.

Vi nærmede os et hus. Et fornemt hvidt hus i to etager. En sommerresidens måske. Vi forlod den gode sti og fulgte stranden, hvor vi kunne gå på sandet. Nåede snart en å, hvor der er bygget et sluseværk, så det var ikke vanskeligt at komme over. Ved åen slutter skoven. Et stykke ude i vandet kunne vi se den lille ø Sandholm.

Vi kom igen til et dige, hvor der er fin sti på toppen. Diget ender desværre i en mark og en sivskov, men det så ikke ud som om der var langt hen til dæmningen over til Glænø. Vi gik på dyner af siv og tang og lidt senere igen på et dige. Markerne ligger meget lavt her. Vi gik ligefrem forbi et lille pumpehus, hvor der pumpes vand fra markerne ud i havet. Lige inden dæmningen ligger et lille hus, hvor vi måtte helt ud i vandkanten for at komme forbi. Turen havde taget 1½ time.

I bil kørte vi over til Glænøs sydkyst og spiste frokost. Her er en bekvem parkeringsplads med borde og bænke. Stranden er en frisk sandstrand med sten.

Klokken 13.15 startede vi på turen videre frem. Selvom det så ret håbløst ud med store sivskove, viste det sig at der igen går et dige langs med kysten. Og atter fandt vi en sti på toppen. Et svanepar sejlede inde i bugten ud mod Glænø, men desværre var det stadig ikke klaret op, så vi fortsatte den grå og disede tur. Et slåenkrat breder sig af og til henover stien på diget, men vi kunne også gå på stranden.

Et stykke længere fremme kom vi ud på et lavt engområde, der er gennemkrydset af små grøfter og kanaler. Der er meget sumpet, men det er som om der stadig fortsætter en sti langs vandet. Pludselig viste der sig en bred grøft foran os, som vi ikke kunne springe over, men mærkeligt nok går den ikke helt ud til vandet, så vi kunne, ved blot at gå lidt længere ud mod stranden, komme over.

Der er sivbevoksning hele vejen her langs kysten og længere inde slåenkrat, men vi kunne gå raskt til mellem de to bevoksninger, da der var sti eller ryddet. Behageligt mildt og stille var vejret.

Igen viser der sig et dige, som går mellem det flade engområde og sivene og igen er der sti på toppen. Vi havde udsigt både ind over land og ud over det flade havvand. På vandsiden af diget er der inden havet en bred å. Et interessant landskab, hvor der vist ikke færdes mange mennesker. Nok mest fiskere og jægere kunne vi tænke os; der ligger patronhylstre langs stien.

I øvrigt var viben kommet. Turen på diget var usædvanlig dejlig, så sammenholdt med turen vi gik inden frokost, må man sige, at vi havde opdaget et flot område ! Diget her er meget bredt og det fortsætter stadig. Vi havde nu fulgt det ½ time. Det var næsten for godt til at være sandt. Mere og mere gråt blev det desværre. Faktisk var det ikke diset længere, men simpelthen tåget. I vejrudsigten havde de lovet opklaring. Det paradoksale ved vejrudsigter er, at de er for pålidelige til at man kan negligere dem, og for upålidelige til at man kan regne med dem !

Vi kom til en lille lund. Stien forsvandt. Og diget lidt efter. En å kom på tværs. Et stykke oppe af åløbet, fandt vi en noget rådden bro, men den holdt. Det viste sig lidt besværligt at komme ned til vandet igen, men det lod sig gøre, og vi kunne fortsætte langs sivene. Det så ud som om, det var slut med digerne.

Vi gik langs med marken inden for sivene, hvor der går en smal sti, så igen langs stranden, men sivskoven blev efterhånden for tæt, så vi måtte igen op på marken, hvor vi kunne se ud over sivene.

Vi mødte et hegn, der gik helt ned til vandet. Ja, endda flere meter ud i vandet. På den anden side af hegnet kunne vi gå på den flade strand, som er lidt stenet, men der blev efterhånden mere og mere vand omkring os. Her lå stadig fuldt af patronhylstre, så her havde været mennesker før os !

Vi måtte igennem et stykke med mandshøje siv, men kom så igen ud på lavere bevoksninger, hvor vi kunne gå langs vandet, selv om der stadig var meget fugtigt. Rørene var imidlertid skåret af, så vi kunne nogenlunde se, hvor vi trådte. Det er et ganske mærkeligt landskab, må man nok sige. Og man kommer her vel kun, hvis man går Sjælland rundt ! Eller er jæger eller fisker !

Igen et hegn på tværs, som går helt ud i vandet. Det var lige ved at være for meget ! Men vi havde ingen anden mulighed end at fortsætte. Bag hegnet igen en høj sivskov, hvor der står et hvidt skilt ! Vi troede naturligvis at det var et forbudt-skilt, men det viser sig at der blot står "100 m" på det. Hvad det så end betyder.

Ind mod land er der nu skov, og landskabet stiger op mod Holsteinborg gods, formoder vi, selvom vi ikke kan se det. Der var efterhånden blevet mere tørt, og sivene var mange steder skåret af. Strand var der faktisk ikke, idet sivene gik helt ud til vandkanten. Netop her gik en bred trappe oppe til Holsteinborgs park. Vi havde nu gået ½ time igennem dette enorme sivområde, der så ud til at fortsætte i en uendelighed.

Vi kom forbi en bred hvid låge, som vel også fører op til parken.

Efterhånden var vi ved at være forbi Holsteinsborg. Markerne går igen ned til sivbevoksningen. Vi var på vej ud på den lille pynt inden Bisserup. En ca. 1 meter bred å løber på tværs, men den kunne vi nemt springe over. Rørskoven bliver smallere. Vi kom til et skilt, hvor der står "Fredningslinie".

Omkring klokken 15 var vi ude på spidsen af den lille halvø. Der er 13 meter højt derude. Vi gik nedenfor højdedraget, stadig langs stranden, men pludselig befandt vi os endnu en gang i en urskov af siv. Vi kravlede op på højdedraget, der viser sig at være en hel flad mark, hvor det er meget lettere at gå end i sivskoven nede ved vandet. Det er ejendommeligt med dette højdedrag netop her, hvor vi hele dagen har gået i det mest flade område, man kan tænke sig. Store bøgetræer vokser på skrænten ned mod havet, hvor tågen stadig lå og tog al udsigt. Ikke engang Ormø, som ligger ganske tæt ved denne halvø kunne vi se.

Det viste sig at de store bøgetræer er begyndelsen af skoven, som vi gik ind i på det sidste stykke ud mod Bisserup. Vi kunne gå gennem skoven langs med stranden på en dejlig sti. Det aller sidste stykke gik vi igen nede på stranden. En hel flad strand, hvor der ligger nogle både. Endelig var vi fremme.

Klokken kvart i fire var vi ved Bisserup Havn.

Mandag den 15. april 1991.

I det dejligste forårsvejr lavede vi en udflugt til Basnæs Nor. Det viste sig at spidsen af Noret, hvor skoven begynder, er en ren perle ! Et overdådigt blomstertæppe af hvide og gule anemoner blandet med hvide og røde lærkesporer samt lungeurt og violer dækkede skovbunden.