Tur XIX

-

Ydernæs - Vejlø Skov.
13 km. 4½ time.

Fra parkeringspladsen ved Kanalen på Ydernæs gik vi langs kysten og ind langs det store sivområde. Derfra ud til "Novenco" og ind langs Næstveds østlige kanal. Til sidst rundt om Appenæs, forbi Gavnø Slot, over Vejlø bro til Vejlø Skov.


Søndag den 12. januar 1992.

Næstved Sejlklubs jolleafdeling holder til ved parkeringspladsen på Ydernæs, hvorfra vi startede klokken 10.45 i det fineste vejr. Klart solskin og næsten helt vindstille. Her er "sti til Fiskehusvej". Det er rart, men sjældent, med lidt information undervejs.

Vi kom først forbi en ret stor lystbådehavn, der i denne måned lå tom og forladt hen. En god sti går videre på diger langs kysten, hvor vandet klukkede mod stenene. Havet var fuld af sol. Det var en vidunderlig dag, og vi havde heldigvis en lang tur foran os. Vi gik rask til. Stien er god og bred og fortsætter langs et hegn og gennem en lille lund.

Ny information. "Til Kanalvej". Vi kunne ikke følge kysten længere, men måtte indenom det store sivområde på Ydernæs. Endelig stødte vi på en bro, hvor vi kunne komme over. En smal sti gik ud langs sivene på den anden side, men den var desværre ikke ført igennem forbi tranformatorstationen. Vi måtte vende om og gå langs vejen til "Novenco", hvor vi kunne komme ned til den østlige kanal i Næstved. Her er igen gode stier og vi kunne komme over kanalen, og gå gennem Næstveds sydligste kvarter. Vi kunne kun se vandet glimtvis mellem husene, der åbenbart har haver helt ned til kanalen. Omsider stødte vi dog på en sti mellem villaerne, hvor vi fulgte en lille å, der minsandten var forsynet med en bro i den anden ende ! Hvilken luksus ! En fin sti fortsætter ud langs kanalen, og snart var vi ude af byen; i hvert fald ude i en mere landlig form for bebyggelse, men foreløbig fortsætter stien. Det lykkedes os at komme helt igennem, selvom stien til sidst var næsten usynlig. Den trænger til at blive brugt lidt mere. Vi fortsatte langs marken, hvor der er en smal sti helt ud til skoven ved Gavnø. Klokken var blevet 13.

(Foto)

Vi drejede ud mod Gavnø, hvor vi så mindesøjlen for "Baron Otto Reedtz Thott som besidder af Godserne Gavnø, Lidersvold og Strandgaard i 50 aar. Den 19. November 1887."

I læ af den høje bøgehæk, som danner baggrund for mindesmærket kunne vi spise en herlig medbragt frokost. Solen skinnede varmt og forårsagtigt, og de forbipasserende sagde velbekomme til os.

(Foto)

Vi gik tilbage over broen og videre gennem skoven mod syd. I begyndelsen er der en flot sti på toppen af skrænten, men snart kom vi ud på flade engområder. Vi gik langs en fårefold med fire tyndbenede får. Over våde temmelig plørede enge, hvor vi måtte gå fra tue til tue. Nåede frem til en lille skov, hvor vi fulgte en dyreveksel, der endte ude ved landevejen. Vi fulgte landevejen det stykke, hvor den går udenom det store vådområde. Efter broen over Vejlø å gik vi ind over markerne for igen at nå ud til havet. Der var fint at gå langs hegn og vandløb og det var ligefrem varmt. Er det virkelig forår den 12. januar ? Smukt var der med de store vintertilsåede kornmarker. Faktisk gik vi næsten langs havet. Gennem bevoksningen på diget kunne vi se det blå fjordvand. Der går også en sti på toppen af diget, men den er vanskelig tilgængelig, så vi gik på marken bag diget. Klokken var snart 15.

Klokken 15.15 var vi ude ved skoven. Der var smukt. Store flokke af andefugle lettede larmende fra fjordens vand, og hvide svaner fuldendte indtrykket af et dansk landskab. Ikke det storslåede, men det blide og venlige. Store bøgetræer i Vejlø Skov. Halv fire er vi fremme. Smuk udsigt over Krageholms Strøm til Enø. En vidunderlig forårstur, hvor vi hele dagen havde gået uden vanter !