Tur XXXIII

-

Even Bro - Feddet rundt.
22 km. 7 timer.

Fra parkeringspladsen ved Even Bro går vi ad strandvejen mod nord følgende Præstø Fjord helt ind i bunden og derfra videre ud på Feddet, som vi runder. Turen slutter ved redningstrekanten lige øst for campingpladsen.


Søndag den 16. maj 1993.

Klokken 10.30 starter vi fra parkeringspladsen ved Even Bro lige nord for Hollænderskov. 44 km - stenen viser afstanden til Køge, og Mogens har netop brug for kilometersten for at kontrollere sin skridttæller, som han tager i brug i dag ! Med en skridtlængde på 8o cm viser det sig at den passer meget nøjagtigt.

Åen som vi straks passerer viser et uhyggeligt syn. Den er helt fuld af døde fisk. I hundredevis ligger de langs bredden af åen.

Vi går ind i Fladså Kommune. Vejret er dejligt. Solskin. Blå himmel. Hvide skyer. Let blæst. O.15 grader gætter vi. Efter 10 minutters gang på landevej er vi i Gl. Tappernøje. Grønne enge og siv ud mod Præstø Fjord. 15 km til Fakse, 6 km til Præstø. Et par hjulspor ned til en bådeplads. Herefter kan man gå lidt videre mod nord bag sivene, men det bliver snart for uvejsomt. Videre på landevejen, som det altid er lidt kedeligt at gå på. Det er varmt at gå. Det føles allerede somom det er 20 grader, men her er også læ for vestenvinden. Prøver igen langs stranden og det går lidt bedre. Engkappelejer og en enkelt engnellikerod, som er så yndig. Der er imidlertid stadig ingen sti her bag sivene, så det bliver atter landevejsgang - dog med fin udsigt over havet. Nemt er her at gå, og vi har en lang tur foran os, hvis vi skal rundt om hele Feddet.

Krydser Rødlersbæk, der ser ren og pæn ud. Vi har gået en halv time. Vejen slår en bugt ind i landet ved Sjolte Strandhuse. Haver helt ned til vandet. Privat vej. Huse og får. Præstø 8 km. Fakse 13 km. Passerer Krobæk, der også ser ren ud. En lille kirke på venstre hånd: Sct. Peders Kirke med mindesmærke for Anders Fr. Emil Victor Schau Lassen. Født 22. sept. 1920 på Høvdingsgård. Falden 9. april 1945. - - - -

Det ser stadig for vanskeligt ud langs stranden. Siv og sumpet strandbred. Nu beplantning, så vi slet ikke kan se vandet. Flere huse. Et meget fint ét med røde mursten og sort bindingsværk med en stor smuk have omkring. Og så den blå/hvide gård, så overraskende, men pæn. Der er noget svensk over den. Men markerne er indhegnede som vi næsten ikke har set mage. Høje tætmaskede elektriske hegn, som i høj grad skæmmer landskabet. Et stort hvidt fornemt hus med stråtag.

Rønnede Kommune. Her svinger en mindre vej ned mod havet, hvor et stort sivområde er det første vi ser. Vi har gået en time. På venstre side af vejen ligger Monas Camping og lige overfor den en lang badebro ud gennem sivene. Kort efter endnu en sidevej ned mod havet med pil til nr. 9 . Vi forsøger. Det ser virkelig ud, somom man kommer ind på en privat gårdsplads, men just her begynder virkelig en yndig lille sti langs havet ! Den burde være afmærket lidt bedre. Engkappelejer i massevis. Kaffe klokken 12 i dette rigtig danske lidt blæsende sommervejr. Stien fortsætter. Det var heldigt vi fandt den. En gul sommer rapsmark. En sommergul rapsmark. Her er så dejligt. I bunden af fjorden en fornem slået græssti, som fortsætter på toppen af et dige, hvor der lige bagved igen er en vidunderlig gul mark. Til den anden side har vi hele Præstø Fjord. Vinden er tilsyneladende drejet mere i syd, så der blæser lun luft ind fra fjorden.

For enden af diget ligger "Fiskerhuset" og "Fed familie Camping" og så er vi allerede ude på selve Feddet. En fin sti begynder langs fyrreskov, granskov og en nyudsprungen egelund med en hel speciel gulgrøn belysning. En temmelig stor, noget primitiv havn med omkring 30 både - hører til campingpladsen. Derefter Privat Område "med adgang i henhold til naturfredningslovens bestemmelser". Militær skydeplads, men den er heldigvis ikke lukket i dag.. Meget fin strandbred med sand og småsten. Klokken er 13.

Her er helt vidunderligt. Lige mod solen går vi. Fin og fast strand. Lun blæst. Smuk fyrreskov. Lærkesang og vibeskrig over gule rapsmarker. Stadig den herligste strand, der her ned mod Feddets sydlige ende bliver bredere og bredere. Måske er det meget lavvandet i dag. Måske går vi faktisk på havbunden udenfor sivene. Her er meget flot - et storslået og interessant område. Klokken 14.10 er vi helt mod syd. Endnu har vi ikke mødt noget "Bad-land", men dog er her af og til lidt blødt og lidt vådt på sandet (havbunden).

Snart begynder vi at gå mod nord og her bliver flottere og flottere. En svane flyver lavt syngende over det blå blå hav under den blå sommerhimmel. Og så finder vi oven i købet en plasticpose til vore 5 ølflasker ! Et lille stykke "Bad-land", men vi redder os i land. Klokken 14.30 begynder vi at kigge efter frokoststed. En halvt nedgravet træstammeskulptur viser sig velegnet som ryglæn. Udsigt over hav og land . Livlig trafik i sejlrenden mellem Feddet og Jungshoved, hvor vi kan se det lille fyrtårn ved Maderne.

15.10 frokost slut. Videre med vinden og solen i ryggen. Vi går på græsset ca. 1 meter over havoverfladen. Det højeste punkt få Feddet er 3 meter ! - Et flot åbent landskab med meget langhårede får og overdådig lærkesang. Vi er snart på vej ud på den lille "Fedhage".

15.30 er klokken blevet og vi går igen lidt mod syd. Fedhagen ender i en stor åben sandslette. Samme følelse af storhed som når man går ved Vesterhavet, næsten. På Grenen måske, men her har vi det helt for os selv. Helt fast fint sand hele vejen. 15.50 er vi så langt vi kan komme. Igen mod nord og snart er vi på den smukke hvide sandstrand på østsiden af Feddet. Havet er smukt stribet i blå og turkis farver. Stranden ligner Dueodde Strand, men er temmelig forurenet af mælkekartoner, flasker, syltetøjsglas, plastickasser og -poser. Trækasser og en svensk snustobaksdåse samt en polsk vodkaflaske med et dødningehoved. Tom.

Vi går nu langs hedelandskabet med masser af lyng. Her er meget smukt med spredte fyrretræer. Nu dufter her også af Dueodde - og af Kullen siger Mogens ! En eksklusiv hedevej fører gennem det smukke landskab. Hvide sejl i havet. Fin blandet skov med birk og fyr. Endnu helt lysegrønne bregner. På den allersidste del af turen langs stranden "forsvinder" de store hvide siloer ved Fakse Ladeplads bag skrænterne ved Troldhøje. Ved redningstrekanten går vi gennem skoven til campingpladsen. Ad "Slap af Alle" tilbage til parkeringspladsen, hvor bilen står . Klokken er 17.15. Skridttælleren viser 22,370 km. 5 timer 41 min.. 27965 skridt. En utrolig flot og afvekslende tur har det været.