Tur LI

-

Frederiksværk – Frederikssund. 14 km. 5 ¼ time.

Fra Frederiksværk mod syd på Bakkestien, som ender med at dreje ud til stranden, som vi herefter følger forbi Ølsted Strandhuse, Ølsted Nordstrand, Store Havelse Strand, Ølsted Sydstrand. Ved Havelse Å og Græse Å må vi ind til landevejen for at krydse åløbene


Fredag den 12. maj 1995

Klokken 10.15 kører vi ved Lille Kregme Station op ad Præsthøjvej, hvor vi kan stille bilen. Går ad Kildebakkevej og Skriverbakken for at finde Bakkestien igen. Vejret er dejligt omkring 12°, og vi går under blomstrende kirsebærtræer og lysegrønt løv.

Bakkestien lever op til sit navn. Vi starter med at gå op ad en stejl bakke og har snart en flot udsigt over Roskildefjord, men vi kommer ikke helt ud til vandet i første omgang. Sommerhusene ligger i første række og Bakkestien går bag dem. Vi går op på den lille Præsthøj, hvorfra der endnu er lidt udsigt, men den er ved at være skjult af træer. Bakkestien fortsætter bag sommerhusene, men svinger til sidst ned til stranden, hvor den dog også kalder sig "Bakkestien". Under en høj vildt bevokset skrænt ligger den stenede strand foran os.

Her er stille, mildt og venligt - et meget smukt stykke dansk natur på denne smukke forårsdag. En svane flyver lavt over fjordens blanke vandspejl. Fuglene kvidrer i skræntens bevoksning og det bliver varmere og varmere, fordi her er helt læ. Længere fremme er den lokale grundejerforening i gang med den helt store strandrensning med river og trillebører.

I store grupper vokser "amerikansk boghvede" - importeret som prydplante, nu vildtvoksende, fortæller Inge.

(Foto af stenet strand.)

Grønne havebænke, borde og bænke og en mole til småbåde - vi formoder, at vi er nået til næste grundejerforening. Vi låner en bænk til formiddagskaffen. Fortsætter mod syd langs den stenede strand. Også ude i havet stikker der sten op. Meget lavvandet må der være. Stranden er stadig ret stenet, men ind i mellem er der dog strækninger med sand - ofte den amerikanske boghvede, der åbenbart kan lide den sandede jord.

Efterhånden større sandstrækninger og bredere strand. Klokken er omkring 12. Af og til en slags sti nær skrænten - senere fin sti. Kodriver, engelskgræs, stenbræk og mælkebøtter omgiver vor vej. Et utroligt lavvandet område hele turen. Mange småbåde ved stranden til fjordfiskeri. Hornfisk på denne tid og fjordrejer måske.

Frokostbænk ved Grundejerforeningen af 1964,s strandgrund. Her er læ og lunt. Videre 13.20 på stenet sandstrand.

Frederikssund forude - ikke uoverskueligt langt væk. Vejret stadig fint. Høje lerskrænter og lidt senere de flade enge inden byen. Solen er nu gået bag skyer, og der er kun lidt blå himmel tilbage. Præcis som vejrudsigten forudsagde. Klokken 13.50 er vi ved Havelse Å, hvor vi må ind til landevejen for at krydse åløbet, der skiller Frederiksværk og Frederikssund Kommune. Vi går straks ud til havet igen ad en lille sti langs åen forbi døvnælder og enkelte engkappelejer - ellers siv, græs og brændenælder. Videre langs den fladvandede strand, hvor vi går på bløde dyner af opskyllet tang. Næste lille å kan vi krydse i strandkanten. Herefter breder engene sig helt ud til havet - et næsten lidt for fladt område - engene er sumpede og fjordvandet lavt - det er somom der ikke er nogen grænse mellem hav og land. Her er ikke mange blomster kun græs og den hvide læge-kokleare. Men lærkesang som en formildende omstændighed ! Og en gøg minsandten !

Til sidst går vi på havbunden og sætter tydelige støvlemærker i sandet. Sjup - sjup. "I land" igen mellem siv og malurt og disse kokleare i store hvide puder. - Går lidt på havbunden igen - er lige ved at få våde støvler. Det er igrunden et morsomt område dette, og vi håber at vi kan krydse Græse Å i vandkanten, men det kan vi ikke. Vi må helt ind til landevejen for at finde en bro. Til gengæld er der så herfra en meget flot anlagt sti gennem det lave engområde forbi Topsøs "Topsil". Ved Linderupgård drejer stien ind i skoven for at komme op på Klinten, men vi fortsætter langs stranden rundt om den sidste pynt. Det sidste stykke går vi på Strandvejen forbi imponerende villaer med flot udsigt over fjorden.

Klokken 15.30 er vi ved Færgekroen "Bi-lidt". 15 - 16 lystfiskere står i vand til livet næsten helt ude ved sejlrenden og venter på hornfiskene !

(Foto af å udløb)