Tur LV

-

"Rosenly" - Bognæs. 13 km. 5½ time.

Fra sommerhusene ved "Rosenly" går vi ud forbi "Krognæb", hvor vi følger kysten videre mod nord. Derfra ind i bunden af Kattinge Vig og videre ud om den østlige del af Bognæs.


Søndag den 21. januar 1996.

Klokken er 9.45, da vi starter i gråvejr og let frost ved sommerhusområdet "Rosenly". Vi konstaterer til vor glæde, at der stadig er is på Roskilde Fjord, men da vi kommer helt ned til vandet opdager vi, at al sneen er smeltet, så isen er spejlblank og stort set umulig at gå på. Til gengæld er strandkanten næsten alle steder farbar, fordi jorden er frosset.

Vi går ud forbi en temmelig stor gård "Krognæb", der ser forladt, men velholdt ud, også et sommerhus hører tilsyneladende med til gården. Vi følger kysten mod nord gennem en rørsump, men den er tilfrosset, så den giver ingen problemer. Lidt senere, efter den lillebitte halvø, kommer vi til et tuet område, hvor der nogle steder er lidt fugtigt mellem tuerne, men selve tuerne er stabile og let fjedrende at gå på, så de volder heller ingen vanskelighgeder. Og ind i mellem er da også ganske almindelige engstrækninger at gå på.

Efter en times gang er vi ved at nå selve Bognæs halvøen. Vi regner med at kunne nå den østlige del i dag. Isen er desværre stadig for glat at gå på, så det bliver en vandring på land i dag. Stranden ændrer karakter herude på halvøen. Der er små strækninger med sand og større sten ligger i vandkanten. Her er fint at gå på faste engarealer med enkelte tuer. Kun et enkelt hegn må vi over inden skoven, og det har endda indbygget trappe. Vejret er dejligt, der er en anelse sne i luften, men det føles ikke koldt. Foran skoven er der sandstrand at gå på og læ for østvinden. Senere kommer der sivbevoksninger, men så kan vi gå mellen sivene og skoven på græsarealer. Her er meget smukt med store bøgetræer i skoven.

Klokken 11.55 er vi ved den fineste lille sandbugt med et dejligt græsbælte op mod skoven. Så følger der atter sivområder, men de giver ingen problemer. Snart kan vi se over til St Hans Hospital, hvor vi gik sidste gang. Også Domkirkens spir anes i den disede horisont. Klokken 12.15 er vi på vej ind i den sidste bugt inden Askehoved. Derefter følger en smal sti under store træer, den fortsætter gennem næste sivområde. Klokken 12.30 er vi ved Hesteholmene. Temmelig fugtige engområder strækker sig ud mod spidsen af Askehoved, men der er bekvemt at gå i dette vejr. En smal ko-sti snor sig gennem engene og snart er vi fri af skoven og får østenvinden at mærke. Ude på fjorden ser vi to tre isbåde, der med buldrende lyde farer af sted henover den sikkert noget ujævne fjordis.

Klokken 12.50 har vi rundet det smukke Askehoved og begynder at gå mod vest. Vi får vinden i ryggen og nyder det interessante landskab med småsøer, tuer og miniaturebugter med sand . Hele Roskilde Fjord er stadig belagt med is.

Vi er på vej ud mod det næste næs. Vi bemærker en række tilhuggede granitsten gennem landskabet, måske er de en form for skel ? Nogle af dem har numre eller afstande indhugget, 32 f.eks. Klokken 13 er vi ude på næsset. En hare piler af sted. Vi har også set mange mus idag. Vibs er de der, og væk smutter de ned i et hul i græsset. Ud mod næste næs er der tuet, men tuerne er faste og gode at gå på. Vi bliver også dygtige efterhånden til at træde de rigtige steder. Man skal gå på de største tuer og træde på midten. Man skal holde god afstand, så man kan overskue situationen og hurtig finde en ny tue, hvis man skulle være ved at miste balancen. Det er en stor bugt vi går i, og det er ikke vanskeligt i dette vejr, men vi tror det vil være umuligt at følge fjorden langs stranden på andre årstider. Vi nærmer os en flot fyrreskov med kæmpestore træer og mange væltede træstammer, så det er ikke vanskeligt at finde et passende frokoststed. Her er ligefrem romantisk i læ mellem de høje træer og med smuk udsigt til fjorden. Det sner stadig med småbitte snefnug. Her er vidunderligt, og vi nyder vor gode frokost, og bliver enige om, at vi ikke ville bytte den for én på D'Angleterre.

Klokken 14 går vi videre og er straks efter ude på spidsen. Igen ser vi de tilhuggede granitsten. Her står nr. 32. Her er meget flot her på nordsiden af Bognæs. Ingen tuer. Faste græsområder - dejligt at gå. Vi overvejer om det er frokostsnapsen, der gør, at vi finder landskabet så storslået. Nej, her er meget smukt, uden siv eller nogen anden form for bevoksning ligger hele kysten foran os. Et bredt engområde foran skoven, og den isdækkede fjord mod nord.

Klokken er 14.25. Vi leger. Går ud og ind på småbitte halvøer, følger småbitte sandbugter for at understrege, at vi virkelig går Sjælland rundt langs kysten. Her er ingen stier, men dejligt at gå. Det sner stadig. Fjorden er blevet hvid. Turen udvikler sig til igen at blive et vintereventyr.

Det ene lille næs afløser det andet. Vi når 6. næs klokken 14.45. Og begynder så at gå ind mod det smalle sted på Bognæs. 7. næs 14.50. 8. næs 14.55. Og 15.10 en lille tynd odde foran en lille tjørnehøj midt på det smalleste sted. Her slutter turen for i dag.


Klokken 15.45 er vi tilbage ved bilen på parkeringspladsen.