Tur LX

-

Fra Østskoven til Tørslev Hage. 12,5 km. 4 timer 1 kvarter.

Fra Østskoven mod nord. Stort set en tur på isen, hvor vi går forbi mange store sivområder. Det er vanskeligt, at forestille sig, hvordan turen ville være at gå en sommerdag. Der er dejligt ved Horsehage og en meget fin sti omkring Tørslev Hage.


Søndag den 26. januar 1997

Meget smukt vejr. Lys blå himmel. Solskin og let frost. Hvidt af rim overalt. Klokken er 10.40, da vi starter ved færgelejet ved Eskildsø. Selvom det ikke har været stabil frost de sidste 14 dage ligger isen stadig langs kysten, så vi går fortrøstningsfulde mod nord foran sivene - foran skoven. Der ligger rim på isen, som glitrer i solskinnet og det er helt stille - minder om en fin vinterdag i Norge. Længere ude på det lyseblå vand i sejlrenden ligner de hvide svaner små isbjerge.

På den første lille pynt går en sti, men den forsvinder hurtigt, så vi følger sivene på isen, der på grund af rimen er lidt ru og god at gå på, men mange steder ligger der over den tykke solide is en tynd skorpe, som knuses under vore støvler. Det knaser og braser omkring os, så vi til tider næsten ikke kan tale sammen. Her er meget smukt, men ikke let af gå uden is. Formodentlig er der dog en sti i skoven.

På isen har rimen dannet kæmpestore iskrystaller, 20 - 30 cm lange. Det ligner smukke abstrakte kunstværker. Vintereventyr kunne de hedde. Omkring stenene langs kysten har isen dannet små vulkanlignende formationer, hvor stenen ligger i midten af "krateret".

Klokken 11 ender Østskoven, og her er bygget en lille havn ved hjælp af stolper side om side. Derefter følger et åbent stykke med siv og så en Fabrik ! En stor historie - helt ud til fjorden. En grusfabrik. Og en lille samling huse. Der er åbent vand helt ind til fabrikken, så vi må gå midt igennem den. Heldigvis arbejdes der ikke i dag. Ikke et menneske ser vi, og porten på den anden side står åben, så der er ingen problemer. En markvej fører til Østby Havn med P-plads, hvor vi er 11.15. En græssti fører rundt om pynten, hvorefter vi har hele bugten ved Østby foran os. I begyndelsen er der en sti, men efterhånden er det vist blot en tangbræmme. Et stykke sandstrand følger og så græs, der fra de lave enge vokser helt ned til vandet. Her er smukt. Åbent og dejligt. I bunden af bugten er der store græstuer og tilsyneladende mere fugtigt. Vi går igen på den knasende is. Sidste del af bugten ser meget våd ud, men der er marker bag det våde lavland og et højdedrag ud mod Horsehage.

Solen, der stadig skinner klart varmer så meget, at vi kan gå uden og vanter og hue. Den anelse vind, der er, har vi i ryggen. Ude på spidsen lige syd for Horsehage er der en græsrundkørsel, hvor der ligger store oversavede træstammer, som skabt til vor formiddagskaffe.

Videre mod nord ser det ud som om hele fjorden er isbelagt, men måske er der en sejlrende langt ude. Ved Horsehage ligger en stor bunke juletræer pakket i netposer lige klar til afhentning -. Her er meget flot at gå. Fladt og tørt. Vi går på land. Små indsøer. Store sten. Små sandbugter. Senere tuer og sivområder inden sommerhusene. Vi går igen på isen. Ved et lille vandløb må vi tage et langt skridt fra iskant til iskant, men isen er vældig tyk og vi er i øvrigt på ganske lavt vand.

Vi møder en gruppe mennesker, der fortæller at der er kommunale planer om at lave en lang vandresti helt til Roskilde langs kysten. Man vil ikke ekspropriere, men lave aftaler med lodsejerne. Det ser ud til at lykkes de fleste steder, men ikke ved "Paladset". Ejeren vil ikke have folk til at gå forbi. Det lyder mærkeligt, for da vi efter et stort sivområde kommer til "Paladset" ligger det langt oppe på marken - umådelig stort og ensomt ser det ud. Fra huset vil man knapt kunne se forbipasserende. Der er sat pigtrådshegn op langs stranden, men levnet en smal strimmel, som vi kan gå på. Klokken er 12.40. Atter et stort sivområde.

Vi nærmer os Skuldelev Strand. Lige inden de store højspændingsledninger "går vi i land" og opdager meget tilpas et stort rundt frokostbord i det grønne område ved "Strandhøj".

Klokken 13.20 videre mod nord. Kørevej mod Skuldelev Havn. Flere frokostborde. Noget af nattens rim er tøet i dagens solskin, så her ved havnen virker helt forårsagtigt. Havnebassinet er dog tilfrosset. Flere borde og bænke. Her er ingen smalle steder.

Efter havnen igen siv, så vi går på isen ud mod spidsen af pynten, hvor der lige på den anden side er åbent vand ! Det ser ejendommeligt ud.


Foto klokken 13.50.

Der er dog snart is igen og nemt at gå. Store sivområder. Store engområder. Tyndt bebygget. Siv og siv. En stor og snirklet bugt her op mod Tørslev Hage. Et lille udløb, måske et dræn giver en våd sok, men ellers går det stadig fint på isen. Et enligt sommerhus kl. 14.25. Endelig holder sivene op og afløses af flade enge hen mod sommerhusområdet.


Foto af is klokken 14,40.

Og så er der pludselig den dejligste sti, som går hele vejen rundt om Tørslev Hage. En af de sjældne stier med fine gangbrædder over alle grøfter og vandløb. På fjorden er der åbent vand i felter - lyseblå som himlen. Hvilken dag ! Hele turen uden en sky på himlen. Vi er ved bilen klokken 14.55.