Tur LXI

-

Fra Tørslev Hage til Vænget. 10 km. 4 timer 15 minutter.

En vintertur, hovedsagelig på is, fra Tørslev Hage over den gamle jernbanedæmning til Frederiksundbroen, Færgelunden, Neder Dråby og Vænget.


Søndag den 2. februar 1997.

Kyndelmisse. Solskin. Et par graders frost. Is på fjorden. Næsten vindstille. Alting hvidt af rim. Meget smukt. Hvad mere kan man forlange.

På spidsen af Tørslev hage er et lille åbent område med bænk og skraldestativ. Herfra starter vi klokken 10.40. En sti går mod nord. En meget flot sti gennem det første sivområde. Efter 10 minutters forløb svinger stien imidlertid væk fra kysten og vi må gå et stykke tilbage for at komme ud gennem sivene ud på isen. Det er ikke helt let at gå på fjorden i dag. Isen er de fleste steder meget glat og nubret, så vi må gå meget forsigtigt for ikke at falde. Da der lidt senere dukker flade enge op, går vi straks i land og nyder at have fast grund under fødderne. Her er rart at gå. Jorden er hård og der er endnu rim på græsset. Her er rigtig dejligt med små frosne søer og vandløb. Allerede klokken 11.15 er det imidlertid slut. Nye sivområder dukker frem. Vi går skøjtegang på isen.

Tre store luftballoner svæver af sted i det smukke klare vejr. De flyver temmelig hurtigt. Vi kan høre deres gasbrændere, selvom de er højt over vore hoveder.

Isen bliver noget usikker synes vi, så vi går i land efter sivområdet på tuede arealer. Klokken 11.40 tager vi isen igen og skøjter os frem til de store østers/grusbunker ved Kalkværket lige inden den gamle jernbanedæmning. Det ser ikke ud somom der har været skibe fornylig i havnen ved Kalkværket. Den er helt tilfrosset. På sydsiden af jernbanedæmningen under de store fyrretræer er der fint at sidde i solskinnet til en kop formiddagskaffe. Derefter tager vi turen ud ad dæmningen og kommer herved næsten til Frederikssund. Endnu ligger der en "tandstump" i vandet, d.v.s. en stor cementsokkel som i sin tid har båret jernbanen over sejlrenden.

Lige nord for dæmningen går en bred sti ind gennem sivene. Der er skåret rør, som ligger i store bunker foran skoven. Vi havner på en asfalteret skovvej. Det må være den gamle landevej, der går her langs kysten forbi en samling huse - bl.a. "Landpostens Hvile". Derefter ud på cykelstien langs hovedvejen, som vi følger til "Kronprins Frederiks Bro", der fører over til Frederikssund. Klokken er blevet 12.55.

Vi fortsætter mod nord et lille stykke på cykelstien, men går derefter gennem sivene ud på isen til en lille landtange, hvorfra vi går videre dels på is og dels på land gennem lave siv- og græsarealer. Frokost på en lillebitte pynt i solen. Klokken !3.30 videre. Prøver på land gennem lave siv. Og så er her lige pludselig en sti. Helt uventet dukker den op og snor sig gennem sivene og enkelte bjørneklo. På ingen tid når vi ud til Kignæs, hvor den yndigste lille sandstrandsbugt åbenbarer sig. Bag stranden en høj flot sandskrænt. Man tror et øjeblik, at man kigger i en turistbrochure, men det er heldigvis virkelighed. Her er helt vidunderligt, og foran os ligger hele bugten ved Neder Dråby hvid og solbeskinnet. Tre isbåde farer lystigt af sted hen over isen med deres hvide sejl.

Vi fortsætter bugten rundt. På det første stykke langs nordkysten går vi på isen og har den smukke skovklædte skrænt på land, hvor solen står lavt bag træerne. Her er isen mat og god at gå på, men så snart vi kommer ud i solen bliver isen igen meget glat. Vi er glade, da vi kan gå i land ved Neder Dråby Havn. Få minutter kan vi følge en sti gennem sivene, men må så atter ud på den glatte is. Fra et par små bække strømmer åbent vand, som gør isen usikker, men da isbådene netop her suser af sted længere ude, går vi også længere væk fra kysten - ud på den sikre is. Foto 14.20.

Lidt senere er der igen en lille havn. og vi kan gå på flade enge fra tue til tue eller på det bløde græs, hvor der ikke længere ligger rim. Man aner at græsset grønnes. Her er helt fantastisk dejligt. Solskin og en anelse vind til isbådene. Vi støder på det store dige med flot vandresti. Da diget slutter, fortsætter der sti til Vænget med den lille havn, hvor vi er fremme ved bilen 14.55.