Tur LXII	Forrige tur - Næste tur
Fra Vænget til Kulhuse 15 Km 5 ½ time. Fra Vænget mod nord over våde enge. Videre på et dige til skoven, da det ikke er muligt at følge stranden; men også skovene er våde, hvis man forsøger at komme i nærheden af kysten. På nordsiden af Hornsherred kan vi gå på strandengene og derfra følge strandbredden ad sti det sidste stykke til Kulhuse.

Søndag den 9. marts 1997.

Smukt forårsvejr. Vi sætter en bil i Kulhuse og kører tilbage til Vænget, lidt nord for Neder Dråby, hvor vi begynder turen et par minutter over 10.

Fjorden er blå. Himlen er blå. Fuglene synger. Piletræernes kviste lyser gult i solskinnet. Ved Vænget er der bygget en lille stolpehavn og mod nord ligger vidtstrakte enge. Vi starter med at gå i et par hjulspor, men det viser sig hurtigt, at engene er meget våde og gennemkrydset af en labyrint af grøfter. Heldigvis er der også bygget dige her nord for Vænget og det kan vi følge et stykke. Over os synger Lærkerne, men det er endnu en anelse køligt, måske 5 - 6 ° . Ved skoven ender diget, men vi finder en sti foran skovbrynet. Her er meget flot at gå og ikke så vådt. Vi hører en spætte arbejde energisk i skoven, men ellers er det mest lyden af skovarbejdernes motorsave, der bryder stilheden.

Vi når et lille indhegnet skovområde, der går helt ud til vandet. Skovbunden er helt optrådt af dyrespor.

Dette område afgræsses for at forbedre forholdene for det vilde plante- og dyreliv.

Vi fortsætter i skoven, idet engene stadig er alt for fugtige. Kommer ind på en skovvej i nærheden af Badevej. Herfra går en asfalteret vej mod øst, så vi håber vi igen kan komme til at gå langs fjorden. - Udsigt til Øksneholm med et eneste træ.

Allerede nu klokken 10.40 har vi gået os varme og kan lægge vanterne i lommen. Også solens stråler varmer dejligt på ryggen gennem anorakken. Det er rigtig blevet forår. Vi når det røde skovløberhus ved fjorden. Den brede vej fortsætter mod nord, men er dog ikke længere asfalteret. Det ser i øvrigt også ud somom der går et dige nærmere vandet, men vi bliver på vejen. En mindre vej fører os lidt senere nærmere til fjorden, og pludselig fører en bred klippet sti gennem sivene os helt ud til det solblinkende vand. Desværre er der for vådt ved stranden til kaffe og det er stadig ikke muligt at følge strandbredden, så vi må tilbage til Skovbrynet.

Vores gode dobbeltsporede sti er pludselig oversvømmet af hele små søer, så vi må atter ind i skoven Her er imidlertid også temmelig vådt, og vi får ikke fast grund under fødderne, før vi når den brede skovvej, der fører op mod Dyrnæs. Mange veje går ud gennem enge og siv, men der er meget vådt overalt, og det er umuligt at følge stranden. Stien som vi måtte forlade går dog tilsyneladende igennem, så senere på året kan man sikkert gå der.

Vi går en tur ud på dæmningen lige syd for Dyrnæs. Den blev bygget i slutningen af 1800-tallet, som afskibningssted for teglværkets produktion fra 1876 - 1890. En lille fin dæmning med sandstrand på sydsiden og smuk stensætning på nordsiden. Solen skinner klart fra en skyfri himmel og bittesmå bølger klukker i stenene. Klokken er 12.20. (Foto). Da vi går tilbage, ser vi, at der faktisk også er stensætning på sydsiden af dæmningen, men den er næsten dækket af fint aflejret sand.

Vi forsøger igen om det er muligt at gå foran skoven. - Finder en vej, men den drejer snart ind og krydser en stor åben slette i skoven. Så igen en skovvej ud mod fjorden, men også den må vi opgive. Vi støder på "Strandvejen" og synes det lyder forjættende, men vi går og går og kan ikke på noget tidspunkt se vandet. Vi runder hele den nordøstlige del af Hornsherred uden at kunne se Roskildefjord, som vi nu er ved at forlade efter 12 vandreture. Til sidst går der dog en lille vej mod nord ud til engene, hvor vi kan spise frokost. Her er vidunderligt - helt tørt, læ og solrigt med lærkesang under den blå himmel.

Videre klokken 13,35. Vi forsøger strandengene, hvor nogle hjulspor fører videre frem, og nu lykkes det. Ganske vist er her nogle grøfter at hoppe over, men her er fantastisk dejligt og vi er ved at have solen imod os. Vi kommer forbi en lille sø, hvor der endnu ligger lidt is. Et storslået område. Hov ! Sjup - sjup, men det går lige. Her er ingen stier, bare åbne enge med små søer og våde områder. Af og til en dyreveksel, som vi kan følge et stykke. Klokken bliver 14.10 og vi kan stadig fortsætte. Store sten ligger spredt omkring i landskabet og giver det karakter. Inden vi når hen til den første bebyggelse går vi tværs over engene for at nå ud til stranden nord om husene. Det er umådelig klart i dag, vi er lige overfor Stålvalseværket ved Frederikssund, som vi tydeligt ser. Gennem en karrusel bliver vi lukket ud på stranden, hvor der viser sig en sti. Klokken er 14.30.

Vi følger nu den stenede kyst med græs og sand og siv hele vejen til Kulhuse Havn. En vidunderlig sti, der mange steder følger diget foran de smukke, åbne, grønne områder, der tilsyneladende tjener både som haver og fællesarealer. Gennem sivområderne er klippet fine smalle stier, og over grøfter og vandløb er der bygget små gangbroer. Det er virkelig en overordentlig dejlig natursti. Der dufter af tang og hav ved den lavvandede strand og langt udefra høres mågeskrig gennem den stillestående forårsluft. Fjordens vand er så blankt at de modstående kyststrækninger spejler sig i det. Vi er fremme ved Havnen klokken 15,35. En vidunderlig forårstur på 5½ time.