Tur LXVI	Forrige tur - Næste tur
Fra Munkholm Broen - rundt om Tempelkrog - tilbage til Munkholm Broen. 14 km. 4½ time. En fin tur rundt om den allersydligste del af Isefjord, som hedder Tempelkrog. Fra Ågerup og helt op til Eriksholm måtte vi desværre gå på landevejen, fordi der var jagt langs fjorden.

Søndag den 23. november 1997.

Klokken er 9.20, da vi starter fra parkeringspladsen lige syd for Munkholm Broen. Vejret er meget fint: stille, mildt og med en blå himmel, hvor solen netop er ved at stå op over lave skyer. Der går sti mod syd fra parkeringspladsen langs den skovbevoksede skrænt. Området hedder da også meget naturligt Strandskoven. Her er smukt at gå. Næsten havblik på fjorden og med sol over landet på Holbæksiden, mens vi endnu går i skygge. Ude i det stille vand står fiskerne allerede i deres høje gummistøvler og venter på ørred. Vandet er lavt i fjorden, mange steder er der en 5 - 6 meter bred fast sandbund udenfor sivområderne, så der er nemt at gå.

Vi når Englerup, hvorfra der fortsætter sti gennem en stor rørskov. Men midt i det hele støder vi på en å, som vi må følge et stykke vej, ikke fordi den er særlig bred, men fordi der er for vådt på engene på den anden side. Vi kommer over og springer fra tue til tue hen mod et skovbryn, hvor vi igen kan gå. Det er vidunderligt med dette milde november solskin. Det er slet ikke nødvendigt med vanter mere. Efter rørskoven kan vi igen komme ud til vandet. Vi er nu lige syd for Munkholm Broen. Klokken er 10.05. Her er igen den fine faste sandbund at gå på. Meget bekvemt. Lidt senere, da vi atter går mod syd, kommer der igen sivskove, men det viser sig at der går brede "rørhøster-veje" på kryds og tværs igennem området, så vi kommer nemt igennem til den næste strækning med fast, stenet strandbred. Derefter atter tuer og en mere våd strandbred. Så et mindre vandløb og derefter en smuk, solbeskinnet, grøn eng med udsigt til den hvide Munkholm Bro og det hvide Eriksholm Gods. Lige stedet til formiddagskaffe.

Da vi er ved at pakke sammen, er der pludselig en flok jægere, der råber noget til os, men vi kan ikke høre, hvad det er, de råber. Inge siger: "Skriv "Så kom en hæslig jæger - - - -"". Måske var det slet ikke til os de råbte. Vi går. Fine grønne enge er der - eller faste strande, som vi har lyst. Men så møder vi Elverdamsåen, og den er alt for bred at komme over. Hvad gør vi ? Der er åbenbart jagt i Ordrup Skov. Og der lyder skud hele tiden, så vi har ikke netop lyst til at gå op og møde jagtselskabet og bestemt heller ikke til at begynde at gå hele vejen tilbage. Valdemar tager støvler og strømper af og smøger bukserne godt op, for at prøve at krydse forhindringen; går resolut ud i åen og synker efter tre skridt næsten i vand til livet, så den mulighed duer heller ikke. Vi har ikke noget valg. Vi må følge åen, indtil vi kan komme over den og op på dæmningen bagved, som afgrænser de lavtliggende marker mellem motorvejen og havet. Det viser sig, at der går en sti op langs åen, og to minutter senere opdager vi til vor store lettelse, at dæmningen går hen over åen, og at der er en hel vej på toppen af den.

Den næste kilometer er den rene fryd, her går vi højt hævet over sumpe og rørskove og nyder landskabet omkring os. Sådan en dæmning er virkelig en gave. Og de eventuelt vrede jægere har vi lagt bag os. Klokken er blevet 11.15. Vi har nået bunden af Isefjord. Tempelkrog hedder denne sidste lille lomme, som vi er ved at gå rundt om.

Da dæmningen slutter støder vi på endnu en å, så vi må følge en markvej et stykke ind i landet for at komme over. Gennem en gammel frugtplantage kommer vi dog snart ned til vandet igen. Ned til enge og siv, men nu er vi på vej mod nord. Vi skal forsøge at følge fjordens østbred. Vi når campingpladsen, men da vi hører, at der nu også skydes på denne side af fjorden, beslutter vi at gå ad landevejen i stedet for. Ved Ågerup Kirke begynder den lange vandring - - - . Solen er desværre forsvundet, så det føles køligere. Undervejs kan vi dog stadig se fjorden, men først ved Eriksholm kommer vi igen i nærheden af den. Små stråtækte hvide bindingsværkshuse ved de gamle alleer. Eriksholm ser vi ikke. Her virker så fredeligt, en smuk vej.

Inden vi går ud på "Munkholmen" spiser vi frokost ved parkeringspladsens borde og bænke. Til sidst krydser vi fjorden ved at følge stranden på sydsiden af Munkholm. Lige inden broen finder vi en "nissehule" - en flot halv skive af et hult træ - den må vi have med hjem. Det er jo snart jul.

Det var dejligt at slutte turen med et lille stykke rigtig kystvandring. Klokken 14 er vi tilbage ved bilen.