Tur LXXII

-

Sidinge Fjord - Kildehuse Strandhuse. 14 km. 5 timer.

Fra Nordenden af dæmningen går vi ud langs fjorden til Kongsøre Næbbe. Fortsætter mod nord langs stranden forbi Kongsøre Skov og sommerhusområderne længere mod nord. Ender i Kildehuse Strandhuse.


Søndag den 7. Februar 1999.

Klokken 10 går vi. Det har sneet lidt i nat, men det virker somom det nu er omkring frysepunktet. Mest gråt i gråt er det - himlen grå, fjorden grå - mens der er en anelse lys over marker og strand på grund af den nyfaldne sne. En bleg sol mod sydøst et øjeblik.

En slags offentlig græsplæne ligger lige ved dæmningen og her starter en sti ud langs fjorden foran sommerhusene, som ligger tilbagetrukket med et bredt fællesareal ned mod stranden. Vinden er i syd og bærer en snebyge med sig, da vi begynder at gå. Det er temmelig koldt med sidevinden ind fra havet. Vi glæder os allerede til at få rygvind, når vi igen skal gå mod nord.

Stien fortsætter 10-15 minutter, men det er ikke noget problem at gå videre på stranden gennem lave siv under en høj skrænt. Yderligere er jorden let frosset og det hjælper altid. En utydelig sti er der af og til under skrænten. Længere fremme går vi atter på den stenede strandbred. Det er holdt op med at sne og vi er begyndt at få varmen. Tykke tangvolde har samlet sig langs stranden her ud mod fjordmundingen. I den sidste lille bugt inden Kongsøre Næbbe er der kæmpestore tangdyner langs våde engarealer. Her er ikke helt sikkert at gå. Tangdynerne kan ganske vist næsten bære, men det havde været rart med lidt mere frost. Imidlertid slipper vi igennem og får kun én våd sok. Vi når ud til spidsen med det hvide hus ved Kongsøre Næbbe kl. 11. Vi er ude af Lammefjorden.

Nu går det mod nord igen - mod Nykøbing, den sidste større by inden vi når hjem. Vi får rygvind og det føles somom det slet ikke blæser mere. Her er meget smukt med Kongsøre Skov til den ene side og Isefjord til den anden. Vi hygger os med kaffe, gulerodskage og brune kager ved “Bålpladsen” i skovbrynet indtil en snebyge indhylder os i hvidt. Fornem sti videre frem med skov helt ud til skrænten, hvor store træer flere steder har mistet deres fodfæste og er styrtet ned på stranden.

Lidt i 12 er vi ved Kongsøre Flådestation, som vi overhaler “indenom”, da den er omgivet af hegn, men varer ikke længe før vi atter er ude ved skrænten. Senere går vi igen på stranden, nu hen imod en lille bådeplads, hvor der brænder en lystig (lidt ildelugtende) ild i en tønde. Videre langs stranden - ud omkring en lille sandormeformet halvø ved et hvidt hus. Stranden bliver efterhånden småstenet og mere bekvem at gå på. Her ligger en elegant gul katamaranbåd og her står et bord med bænke ! Hvor heldig kan man være. Den nyfaldne sne bliver fejet bort fra plankerne og vi spiser frokost.

Fin sti videre frem på en skråning. Vandet i fjorden er gråt og helt stille nu. Igen ligger her store træer væltet ned på stranden fra skrænten. Vi krydser en smal å og fortsætter på stranden, hvor vi når den lille pynt ud for Stokkebjerg kl. 13.20. Skoven fortsætter, vi går lige i vandkanten langs sandstranden hen imod “Lommestenen”, som ligger stor og rund et stykke fra land. Lidt senere er der trappebyggeri i den helt store stil nedover skrænten, det må være “Englandshusenes” adgang til stranden.

Klokken 13.50 er vi allerede ved bilen, men vi beslutter hurtigt at gå ½ time videre. Et svanepar med 4 store unger sejler på det stille grå vand. Dejlig strand videre frem. En lille småstenet bugt med redningstrekant, affaldsstativ og joller vidner om sommeraktiviteter. En flot skrænt igen, hvor vi går bekvemt på den fine strand. Solstreif over grønne plæner foran sommerhusene, som vi ikke ser, men som vi formoder må være Unnerud Huse eller Bøsserup Huse. Stranden som vi stadig følger bliver mere stenet ind mod Nykøbing Bugt. Til sidst går vi gennem en øde campingplads og er så ude ved landevejen ved Kildehuse Strandhuse. Den sidste bid tog lidt mere end ½ time. Klokken er blevet 14.45.