Tur LXXVI

-

Sjællands Odde rundt 20 km 6½ time

Fra Havnebyen går vi rundt om Sjællands Odde. Ved Søndervang på sydsiden af Odden går vi tværs over halvøen og ender i Havnebyen. Den yderste del på Gniben er ikke farbar langs stranden på nord- og sydsiden, men man kan dog gå ud på selve spidsen.


Søndag den 4. juli 1999.

Klokken 10 starter vi fra havnen i Havnebyen. Der er parkeringsplads ved det store anker, som blev fundet i 1974. Det stammer fra en engelsk fregat, der deltog i søslaget ved Sjællands Odde 1908. Vejret er diset, stille og varmt. Vi er spændte på om solen kommer igennem, som vejrudsigten har lovet.

Der er flisepromenade langs lystbådehavnen, hvor sejlskibene ligger tæt. Vi fortsætter forbi fiskerihavnen, der også er helt godt belagt - her ligger “Marie Louise” og her “Fortuna”. På havnen er der fiskemarked og kunsthåndværk ved “Svaleportens Piger” og lige overfor ligger “Den gyldne Hane”.

Efter havnen er stranden stenet med lidt sand og grus i vandkanten. Her er udmærket at gå. Vandet er helt klart og stille og 17 grader varmt. Høje skrænter er her og efterhånden temmelig besværligt at gå på små og større sten. Det viser sig snart, at det er mere bekvemt at gå lige under skrænten, hvor stenene er mere ensartede. Her vokser strandkål og selve skrænten er bevokset med græs, hyld og Rugosa Roser - en enkel er lyserød - og den Blodrøde Storkenæb. Pludselig er der en lille sti på den nederste del af skrænten, men den er desværre ikke ret lang. Nu blomstrer også Snerren, og Snerlerne ligger med fine lyserøde blomster henover stenene. En Skarv sidder og tørrer sine vinger på en sten et stykke fra land.

Efter ½ time når vi den første pynt ved Yderby. Skrænterne fortsætter og er meget smukke og frodige. Kun enkelte steder skrider jorden ned og efterlader skrænterne næsten nøgne. Næste lille pynt kl. 10.55. Kort efter flader skrænten ud og her starter sti foran sommerhusene. Formiddags-kaffe-bænk er her med udsigt til havet og et par flotte purpurrøde Digitális. Det er stadig diset, men vi kan se spidsen af Odden “uendelig” langt ude. Stien fortsætter gennem det småbakkede græslandskab med en yndig sommerflora af Snerre, Blåmunke, Rundbælg, Engelsk Græs, Timian, Engelsød, Rødknæ, Blåhat, Storblomstret Brandbæger, Gul Evighedsblomst, Krageklo, Blåklokke og Torskemund.

Store sommerhuse. En dejlig, dejlig sti. Solen bryder igennem, lærkerne synger, Rugosa Roserne dufter, livet er vidunderligt. Pludselig opdager vi, at vi slet ikke kan se vandet, fordi stien går bag en vold ud mod havet. Det viser sig imidlertid, at der også går en sti på volden. Nu er stranden meget flot med hvidt sand og spidsen af Odden er allerede rykket meget nærmere. Korte bukser på.

Vi går på den yderste strandvold - her er 5 -6 parallelle volde nogle steder. “Topperne” kaldes stedet og voldene er rester fra gravning efter sand, sten og grus. Klokken 12.15 når vi Gniben, som betyder “Det stejle bjerg”. Vi kan nu se havet til begge sider. Her ligger Søværnets Artilleriskole med mange bygninger, skydekupler, masteanlæg og parkeringsplads, hvorfra der går sti ud til spidsen. Mange mennesker er her. Vi runder spidsen kl. 12.30 for at se tilbage på stranden - den er stenet og vi ser et stykke af den høje skrænt. Adgang forbudt. Det blæser herude på spidsen, men koldt er det ikke. Vi finder de tre mindesten for Kattegatsvømningerne.

HER FRA STARTEDE

JENNY KAMMERSGAARD

ANNO 1937 7. AUG. KL.

SIN KATTEGATSVØMNING

DISTANCE 83 KM


SALLY BAUER

1938 4.AUG.

GNIBEN HOU - KNUDEN

TID 17 TIM. 5 MIN.


EDMUND OLSEN

1938 6. AUG.

Vi fortsætter ind i Sejerø Bugt. kl. 12.45. Vejret er stadig helt skønt. Det viser sig, at vi kan ikke gå langs stranden - Adgang forbudt. Øv. Vi må samme vej tilbage. Ser på de to store kanoner og ankeret ved Artilleriskolen. Kanonerne står på raperter og ligner Mogens’ lille model. De er samme type, som stod i Fregatten Jylland. Ankeret er fra Fregatten Fyen og vejer 5148 Pund. - Vi må helt tilbage til Det kgl. Skilderhus. Ved Søllerødlejren finder vi en sti ned til havet.

Stranden er stenet og bølgerne ruller ind mod kysten. Vi kan gå på græsset på den lave skrænt ud mod havet. Faktisk er der en tiltrådt sti foran sommerhusene. På stranden mange strandkål. Frokost ved Snerre og bølgende græs. Havet er nærmest turkisfarvet med hvide skumtoppe. Smukkere kan en dansk sommerdag næsten ikke opleves.

Den gode græssti fortsætter helt forbi skoven. Klokken 14.30 er vi ved Odden Færgehavn. Der findes en låge i støjmuren rundt om havnen, men man kan kun gå igennem den fra sommerhusområdet - fra havnesiden er den låst. Den sparer os for en lang tur op til landevejen. Vi krydser havneområdet og finder en sti gennem græs og blomster forbi færgernes “losseplads” med skrammel og gamle landgangsbroer - kommer ned til stranden der stadig er stenet og ikke så badevenlig som vi havde håbet. Vi følger den første lille bugt rundt på 15 min. Derefter endnu en bugt, som er lidt større. God sti gennem blomsterflor. Her er meget smukt med høje græsskrænter. Endnu en lille bugt, hvor vi går på den stenede strand ved Søndervang. Her tager vi den sidste trappe op mod markerne, hvor Sønderstedsvej fører op til den astalterede vej. Her drejer vi til venstre og straks efter til højre ad en markvej, der hedder Ingeniørvej - til venstre ad Oddenvejen - til højre ad Vester Havnevej, der fører til havnen i Havnebyen, hvor vi er kl. 16.30.