Tur LXXXVI

-

Ulstrup Strand – Kursusejendommen på Klintedalsvej. 6 km. Godt 2 timer.

Kirkebugten rundt.


Lørdag den 23. marts 2002

Klokken 9.10 starter vi for at gå Kirkebugten rundt. Det er gråvejr og lidt køligt. Vi havde ellers bestemt at vi ville gå de sidste par ture i solskin, men i dag ville vejret åbenbart noget andet. Vinden kommer fra nordøst, men der er nogenlunde læ under de smukke Røsnæsskrænter. Et stort skib ligger for anker ude i bugten. Fem lystfiskere står på den stenede strand – de går efter Havørred – ville have fisket på nordkysten, men dér var for store bølger i dag.

Vi går langs stranden på stenene – kun få steder kan vi gå på en smal græssti – og kommer vi for højt på skrænterne blæser det koldt. Violer og Følfod er i blomst. Nogle steder er skrænterne ren ler, der som små lavastrømme skrider ud i tunger mod stranden. Andre steder er leret helt grønt og krakeleret så det ligner sten. Og endelig er der et lille stykke sandstrand – her ved de grønne ”lersten”. Rødt ler er her også med grønne årer – meget spændende.

Vinden er tilsyneladende drejet, for pludslig opdager vi at vi har rygvind. Varmt er det dog ikke blevet - kun omkring 7-8 grader, som er vantegrænsen ! Stadigvæk disse utrolig flotte lerskrænter. Formiddagskaffe-tepause.

Klokken 10.55 er vi ved at være ude af Kirkebugten og runder den ene lille pynt efter den anden. En hel gruppe blomstrende Følfod. Et dejligt gult forårstegn.

Senere slåenbevoksede skrænter, hvor vi på det lodrette stykke helt nede ved stranden beundrer de tydelig afgrænsede stenlag.

(tegning)

Inden længe når vi ”Kalundborg Kursuscenter” med den flotte trappe fra stranden op til parkeringspladsen.